Tag Archives: indfødt marketing

Drop kampen mod Ad-blockers

Online annoncering er et tallotteri – jo flere mennesker annonceringen rammer, desto mere effektiv er den. Derfor er det i et marketingorienteret perspektiv et problem, at forbrugerne i stigende grad anvender adblockers, når de færdes på internettet. Adblocker er betegnelsen for software, der installeres i en browser og som skjuler reklamer på søgemaskiner, sociale medier og websites. Adblockers har være tilgængelige i flere år, men først i 2015 er forbrugerne for alvor begyndt at armere sig med denne type software.

adblock

Medier vs. Adblockers

Flere danske og internationale medier har blæst til angreb mod brugen af adblockers. Eksempelvis tvinger Euromans website læserne til at deaktivere eventuelle adblockers, hvis de vil have adgang til websitets indhold. Alternativt kan læserne vælge at fastholde aktiveringen af adblockeren og i stedet betale for at få indholdet vist uden synlige reklamer. Ekstra Bladet, Forbes, Washington Post og Yahoo er også eksempler på medier, som både har testet anti-adblockers og appelleret forbrugerne om at stoppe brugen af adblockers.

Trods dette anvender mere end 215 millioner mennesker adblockers, når de surfer på internettet. Det svarer til 7 % af verdens samlede online befolkning. Brancheorganisationen Danske Medier vurderer, at cirka 14 % af danskerne bruger adblockers[1]. Endvidere faciliterer nyere versioner af Apples iOS, at brugerne kan downloade applikationer til iPhones og iPads, som blokerer visningen af annoncerne i enhedernes browsere. Dette er endnu en alvorlig mavepuster til de websites, der er afhængige af indtægter fra online annoncering[2].

Forbrugernes bevidste bestræbelser på at installere adblockers har, sammen med deres veludviklede evne til at frasortere kommercielle budskaber, gjort online annoncering til en mere kompleks disciplin end nogensinde før. Derfor er det heller ikke overraskende, at indfødt annoncering og content marketing i dag fremstår som de mest populære online PR- og marketingstrategier.

Minimering af forstyrrelser

I modsætning til traditionel annoncering tilstræber indfødt annoncering ikke at forstyrre, men snarere understøtte brugeroplevelsen gennem fremstilling af information, der er både hjælpsom og interessant for brugeren. Denne form for annoncering indlejres ofte på tredjeparts websites fx blogs, hvor annonceringen ikke direkte kan perspektiveres til virksomhedens corporate branding. En bevidst strategi der nedsætter risikoen for, at forbrugerne perciperer indholdet som kommercielle, salgsfremmende budskaber. Ved at erstatte traditionelle, tydelige reklamer med interessant, informativt og refleksionsskabende indhold, kan virksomheder implementere mere komplekse PR- og marketingtaktikker uden at blive fanget i adblockernes filtre.

Indfødt annoncering i praksis

Indholdsgiganten Buzzfeed kan prale af at være en ideel platform, hvor virksomheder uafhængigt af størrelse og branche kan eksperimentere med indfødt annoncering. Dette udnyttede musiktjenesten Spotify i 2015[3]. De udgav en artikel via Buzzfeed, som indeholdte en liste over 15 rockbands, der ikke ville eksistere uden Led Zeppelin. Selvom mange læsere verden over var uenige i listen, tiltrak artiklen bred opmærksomhed fra Buzzfeed’s musikelskende læsere, som netop er en ideel målgruppe for Spotify.

Nu kunne man fristes til at tro, at indfødt annoncering er forbeholdt brancher inden for underholdning og popkultur, men dette er langt fra sandt.

”Women inmates: separate but not equal” er titlen på en tankeprovokerenede artikel udgivet i New York Times i august 2014[4]. Artiklen giver læserne en oplysende, didaktisk og provokerende indføring i de problemer, som kvindelige indsatte oplever i amerikanske fængsler. Artiklen blev udgivet som led i markedsføringen af en ny serie på Netflix ’Orange is the New Black”, der netop omhandler mange af de problemstillinger, som artiklen på Buzzfeed beskrev. Selvom det er vanskeligt at estimere, hvor afgørende denne indfødte annonce har været for seriens efterfølgende succes, bidragede artiklen til at tilføre international opmærksomhed omkring serien.

Som disciplin er online marketing i dag langt mere favnende end bannere og popups. Forbrugerne bombaderes konstant med online annoncer, bannere, eksplosiv e-mail marketing, lysbokse på websites og foreslåede links. Med så enorme mængder tilgængeligt annonceringsmateriale er det kun naturligt, at forbrugerne tilpasser deres interaktionsmønstre til at ignorere kommercielt drevet indhold på internettet. Men gennem produktion af tankeprovokerende, informativt og relevant indhold kan virksomheder etablere en organisk forbindelse til forbrugerne, uden at de behøver involvere sig i en genstridig kamp mod adblockers.

Referencer

[1] http://politiken.dk/kultur/medier/ECE2771183/medier-blaeser-til-kamp-mod-adblockers/
[2] http://lifehacker.com/the-best-ad-blockers-for-ios-9-1731433501
[3] http://www.buzzfeed.com/h2/osmo/spotify/bands-that-wouldnt-exist-without-led-zeppelin?b=1
[4] http://paidpost.nytimes.com/netflix/women-inmates-separate-but-not-equal.html